Metroselskabet kommer til at mangle kvalificerede medarbejdere

Nyhed

Cirka 100 internationale studerende fra erhvervsakademierne har gennem årene været i praktik som blandt andet bygningskonstruktør i Metroselskabet. Over hver fjerde af de tidligere praktikanter er i dag fastansat. Derfor er det ærgerligt, at lukning af engelsksprogede uddannelser lukker den mulighed, lyder det fra Jacob Vimpel, der arbejder i Metroselskabet.

Jacob Vimpel fra Metroselskabet

Jacob og Metroselskabet har haft næsten 100 internationale studerende i praktik.

En politisk aftale gør det sværere for Metroselskabet at få fat i kvalificeret international arbejdskraft. Aftalen om at lukke 3.919 engelsksprogede uddannelser skulle egentlig handle om at begrænse udgifterne til SU til udlændinge.

Men for Jacob Vimpel bliver konsekvensen, at han kommer til at mangle dygtige praktikanter og kolleger. Han arbejder som arkitekt i Metroselskabet og Hovedstadens Letbane, hvor der på de mange byggepladser bliver talt forskellige sprog. Selskabet har gennem tiden haft næsten 100 internationale studerende i praktik fra uddannelsen til bygningskonstruktør, og de har ifølge Jacob spillet en vigtig rolle. 

"Praktikanterne er med til at gøre samarbejdet meget nemmere på byggepladserne på Cityringen, Nordhavn, udbygningen med linjen til Sydhavn og nu letbanen", fortæller Jacob Vimpel i en artikel i årsberetningen for 2021 fra Danske Erhvervsakademier.

Samtidig bidrager de studerende med at få den nyeste viden i spil. En viden selskabet vil mangle, efter det er slut med internationale studerende. 

Erhvervsakademierne lukker flest - over 2.200 pladser

I artiklen forklarer Jacob også, at mere end hver fjerde af de tidligere praktikanter i dag er fastansat hos Metroselskabet. Så han har kolleger af mange forskellige nationaliteter, men det ændrer sig nu.

"Vi har fire til otte bygningskonstruktører i praktik hvert halve år, så vi kommer til at miste viden og fremtidige medarbejdere," tilføjer Jacob Vimpel. 

Lukningen af engelsksprogede uddannelser rammer de otte erhvervsakademier hårdt. Over 2.200 pladser lukker på erhvervsakademierne. 

Læs artiklen med Jacob Vimpel på side 18 i årsberetningen

Andre artikler om aftalen om at lukke for internationale studerende

Danske Erhvervsakademiers reaktion på den politiske aftale

Høringssvaret på forslaget til den nye lov