Erhvervsakademiernes uddannelser er attraktive

Nyhed

Flere har ansøgt om en uddannelsesplads på et af de otte erhvervsakademier, når man ser på de nyeste ansøgningstal fra kvote 2.

fokus ambition

Da muligheden for at ansøge via kvote 2 lukkede fredag den 15. marts, havde 5.938 ansøgere sat kryds ved en førsteprioritetsuddannelse på et erhvervsakademi. Det er 7 procent flere ansøgere end sidste år, og der var ligeledes en stigning på 7 procent fra 2022 til 2023, hvilket understreger, at interessen for uddannelser målrettet det private erhvervsliv er stigende. 

Ansøgningstallene dækker over et førsteprioritetsønske om at læse på enten en erhvervsakademiuddannelse eller en professionsbacheloruddannelse, der bliver udbudt på de otte erhvervsakademier, der er medlem af Danske Erhvervsakademier. 

Kun to ud af de otte erhvervsakademier har haft en mindre nedgang i ansøgertallet via kvote 2 i antallet af førsteprioritetsansøgere til uddannelserne, mens andre institutioner oplever op mod 25 procent flere ansøgere. I år topper designteknolog, finansøkonom og bygningskonstruktør, skarpt forfulgt af markedsføringsøkonom, datamatiker og multimediedesigner. 

Kvote 2-ansøgningerne giver udelukkende et overblik over antallet af ansøgere til erhvervsakademierne, og der foreligger derfor først et overblik over antallet af optagene studerende den 26. juni 2024. 

Erhvervsakademiuddannelserne er stabilt på landsplan 

Ser man samlet på tilgangen til erhvervsakademiuddannelserne er ansøgningstallet uændret fra 2023 til 2024. Stigningen på de otte erhvervsakademier er således hovedsageligt drevet af et øget ansøgertal til professionsbacheloruddannelserne på erhvervsakademierne. 

Blandt andet er ansøgningstallet til professionsuddannelsen it-arkitektur, der bliver udbudt på Københavns Erhvervsakademi (KEA), IBA Erhvervsakademi Kolding og Erhvervsakademi Aarhus (EAAA), steget mere end 50 procent fra 2023 til 2024. 

I år har 54.279 søgt ind på en videregående uddannelse via kvote 2, hvilket er en stigning i antallet af ansøgere på 4 procent i forhold til sidste år. Stigningen på det overordnede niveau er især båret af, at flere har søgt mod bacheloruddannelserne på universiteterne, hvorimod søgningen til de store professionsuddannelser til pædagog, lærer og socialrådgiver er faldende eller stagnerende. Sygeplejerskeuddannelsen har en stigning i kvote-2 ansøgere på 4 procent. 

Søgningen til STEM-uddannelser, som for eksempel dækker over ingeniør-, it- og matematiske uddannelser, er gået frem. I forhold til sidste års kvote 2-søgning har 12 procent flere valgt at søge en uddannelse inden for STEM, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

 

FAKTA om kvote 2:
  • Kvote 2 giver mulighed for at søge ind på en uddannelse, hvis karaktergennemsnittet ikke lever op til kravet i kvote 1. 

  

  • Kvote 2-ansøgere vurderes på andet end karaktergennemsnittet fra en gymnasial uddannelse alene. Uddannelsesinstitutionerne tildeler pladserne efter konkret vurdering af ansøgeren og ud fra forskellige udvælgelseskriterier, der varierer fra uddannelse til uddannelse. 

  

  • Det samlede antal ansøgere til de videregående uddannelser bliver offentliggjort 5. juli 2024, hvor der er frist for at søge om optagelse i kvote 1, hvor ansøgere kun vurderes på karaktergennemsnit. 

  

  • Alle ansøgere i både kvote 1 og kvote 2 får svar på deres ansøgning den 26. juli.