”Seminarie-modellen” vejer stadig tungt i danske forestillinger om videregående uddannelse

 Helt kort sagt er konklusionen, at Danmark skiller sig ud ved at være meget fokuseret på, at udbud af uddannelse forudsætter en bygning, hvor nogle studerende får undervisning af en lærer. I Sverige og Norge har man lokale læringscentre, hvor studerende kan følge uddannelser, som udbydes af institutioner som ligger andre steder. I delstaten Bayern i Tyskland indgår de videregående uddannelsesinstitutioner i et netværkssamarbejde, så studerende kan følge undervisning på andre institutioner, end den de møder op på.

Konferencen tegnede et billede af, at der er megen inspiration at hente i nabolandene, hvis vi kan bryde med vores tilvante forestillinger om videregående uddannelser. Projektet identificerer 5 idealtyper for regional forsyning med videregående uddannelse og finder, at de to er helt dominerende i Danmark. De tre øvrige skal man til nabolandene for at se i praksis.

I Sverige findes der omkring 200 kommunale læringscentre. De er vidt forskellige, men fælles om at være ejet af den kommune, der huser dem. Det er de kommunale ejere, som bestemmer hvilke typer uddannelse, der skal udbydes i et læringscenter. Kommunerne bidrager også til finansieringen af læringscentrene. Ansvaret for uddannelsens indhold ligger til gengæld ikke hos kommunen, men hos en af de 36 videregående uddannelsesinstitutioner, som udbyder en uddannelse som fjernuddannelse til et kommunalt læringscenter. Optag af studerende følger de generelle svenske optagelsesregler. Læringscentrene bruger især videokonferencer, men lægger vægt på at have lokale ansatte som kan hjælpe de studerende med administrativ og teknisk støtte og være med til at opbygge et lokalt studiemiljø.

Norge har et system, som minder meget om det svenske, med omkring 40 kommunale studiecentre. Til forskel fra Sverige er der etableret et centralt koordinerende organ – Studiecenteret.no A/S – som knytter de enkelte studiecentre sammen med de uddannelsesinstitutioner, der står for uddannelserne.

I Tyskland har forskningsprojektet set nærmere på ”Virtuelle Hochschule Bayern” (VHB), som er en delstatsinitieret digital platform for 31 uddannelsesinstitutioner. VHB indgår i delstatens plan for udvikling af Bayern. Platformen gør det muligt for studerende at indskrive sig på en uddannelsesinstitution og derfra følge kurser eller hele uddannelser, som udbydes af en anden institution, via VHB.

I Skotland undersøgte projektet ”University of the Highlands and Islands” (UHI), som i det nordlige Skotland kobler 13 colleges og mere end 70 fysiske læringscentre sammen i et fælles netværk, der dækker et område på størrelse med Belgien. UHI har en ambitiøs mission om at ”have en transformationel betydning for mulighederne og udsigterne for regionen, dens økonomi, dens befolkning og dens lokalsamfund” og der er fra statens side investeret betydelige midler i UHI, som på konferencen blev kaldt en limousine-model, når det gælder regional forsyning med videregående uddannelser.

En betydelig del af den afsluttende debat kredsede om spørgsmålet om, hvorfor Danmark er så traditionelt tænkende uden at nå frem til et klart svar. Deltagere som til dagligt arbejdede med IT-baseret fjernundervisning gjorde opmærksom på, at teknologien stadig er præget af mange nedbrud, som er et problem for de studerende. Stive og besværlige styringsrammer på bekendtgørelsesniveau blev også nævnt, men måske er der også en tendens hos uddannelsesinstitutionerne til nødigt at flytte sig, medmindre der er en tvingende grund til at gøre det.